Seguiriyas
Siguiriyas er den dybeste af alle Cante Jondo. Sangene handler om smerte, sorg og død. En smerte, som ikke kan lindres og er skæbnebestemt. I sangens klageråb får al denne mistrøstighed og modgang sit forløsende, musikalske udtryk. Dansen udføres i et langsomt, dramatisk tempo med mange pauser med et højtideligt og dybfølt udtryk af de store følelser og den stærke smerte – i forlængelse af poesiens temaer og stemninger. Dansen rummer mulighed for både smukt arbejde med kroppen og armene, vekslende med mere kraftbetonede trinsekvenser.
Video: Eva Yerbabuena fra 1:48
Bulerias
Bulerias er stilarten, du ikke kan komme udenom, hvad enten du danser selv eller oplever flamenco som tilskuer. Bulerias betyder morskab, og den danses ofte i festligt lag eller leveres som slutnummeret i en forestilling. Tit vil man i flamencokredse se folk stille sig op i en rundkreds og skiftes til at gå på gulvet og danse. Melodierne er hurtige og muntre og fyldt med energi, fest og farver. På samme måde viser dansen sin spøgefulde side, og der er plads til skøre trin, sjov og ballade.
Video: Casa Patas
Tangos flamencos og tientos
Tangos og tientos tilhører også Cante Jondo-gruppen, men rytmen skiller sig ud, da den kun har fire slag i Compas, modsat de andre stilarter, som alle har 12 takter. Tangos er livlig med en fremaddrivende puls, mens Tientos er langsommere, mørkere og mere majestætisk.
Sangene har også her alvorlige tekster om jalousi, lidenskab og ulykkelig kærlighed. Dansen er til gengæld forførende og udadvendt med vrikkende hofter, der udfordrer til fest og løjer.
Video: La Lupi og Miguel Poveda, fra 2.50
Sevillanas
Sevillanas er i virkeligheden lige så meget andalusisk folkedans som flamenco. Det er den eneste stilart, der danses i par. Den er meget populær til bryllupper og andre fester, og så danses den dagen lang til forårsfestivalen La Feria i Sevilla.
Sevillanas har n fast koreografi med fire vers, som tilsammen danner en historie. Ofte er den en hyldest til hjembyen eller Jomfru Maria. Kvinderne bærer ofte store flæsekjoler og masser af blomster og kamme i håret. Sevillanas danses ofte med kastagnetter eller vifte.
Video: Børn la feria