Mulighed for en Dansepavillon på Pier 2

Så er det lykkedes at finde en plads til en DansePavillon i Aarhus, hvis vi ellers kan finde pengene 🙂 Det bliver på Pier 2, som en del af den nye bypark på havnen, som åbner medio april.

Da byparken på Pier 2 er midlertidig i foreløbig 2 år, tager vi udgangspunkt i en Hexadome på 175 m2 med et terrasse trægulv udført i sibirsk lærketræ, som også er anvendt til Dansekapellets dansegulv i København. Gulvet skal opbygges i sektioner så det nemt kan flyttes.

Vi synes en Hexadome passer godt sammen med Domen , samt der er mulighed for tilkøb af sider, så den kan lukkes efter behov. En anden fordel er at konstruktionen er så stærk at der kan hænges en del lyd- og lysudstyr op i konstruktionen, så vi kan få testet fordelen ved at have lyden indbygget i taget. Målet er fortsat at Pier 2 projektet skal give input til udformning af en permanent dansepavillon, som beskrevet i vores 1 sides opsummering.
Hjælp til finansiering
Projektet vil koste op imod 700.000 kr., hvoraf Hexadomen alene koster minimum 400.000 kr., så evt. bliver der “kun” råd til et dansegulv i første omgang. Hvis du har lyst til at hjælpe med fondsansøgningerne, så skriv til henrik@danseparaplyen.dk.
En anden måde at støtte projektet på er at søge medlemskab af DanseParaplyen. Jo flere danseforeninger, danseskoler, instruktører, dansearrangører med flere der melder sig ind jo stærkere står vi.
Mange dansehilser fra DanseParaplyen Aarhus